Udstillingen Albert Bertelsen retrospektivt

13. juli 2018 åbner Odder Kunst en stor retrospektiv udstilling med Danmarks ældste, aktive maler, Albert Bertelsen, Vejle. Den dag er der fernisering kl. 16 i KunstVærket og udstillingen vil derefter være åben mellem 14 og 17 på fredage, lørdage og søndage til og med 29. juli.

Det er 4. gang, den nu 96-årige Albert Bertelsen udstiller i Odder, hvor han har nære, personlige relationer til kunstkenderen og kunstsamleren Jon Bahl. Gennem årene er Vejlekunstnerens værker steget i værdi, og alt hvad Albert Bertelsen producerer, bliver revet væk. Interessen for hans billeder har altid været stor.

”Det betyder, at maleren ikke har oliemalerier på lager. Det bliver derfor en retrospektiv udstilling med en snes lånte oliemalerier, der er i privat eje.
Til gengæld har vi stort set tømt Alberts hylder for plakater, reproduktioner, litografier og træsnit, som kan købes på udstillingen, fortæller Jørgen Søes Hejlsvig, formand for Odder Kunst.

Albert Bertelsen er ubetinget blandt landets fineste kunstmalere, og han er repræsenteret på en række museer og offentlige institutioner i hele Norden.
Han har også illustreret flere bøger, blandt andet H.C. Andersens eventyr.

I 1954 debuterede Albert Bertelsen på Kunstnernes Efterårsudstilling i København, men først i 1960’erne tog han springet og blev fuldtids billedkunstner. Albert malede i 1994 altertavlen til Mølholm Kirke ved Vejle som hans eneste kirkekunst. Billedet forener symbolerne lyset, livstræet og fisken.

For godt en halv snes år siden udstillede Albert Bertelsen i Pakhuset, og dengang var der kun tre oliemalerier til salg. To personer overnattede i soveposer foran Pakhuset for at sikre sig et værk.
Sygeplejerske Tove Kirstine Holland var først på pletten og lå i kø 17 timer. Hun kom direkte fra Tunø Festivalen med soveposen under armen. Nr. 2 i køen var arkitekt Torben Rasmussen, som lige var flyttet til Odder.
Han lå ”kun” i kø i 14 timer:
”Da jeg ankom til Pakhuset en fredag aften kl. 23, lå Tove Holland allerede i kø, og tidligt på morgenen kom der en mere. Den aften og nat var der fest i Pakhuset, så gæsterne sørgede for, at vi ikke tørstede. Det var meget fornøjeligt. Jeg sikrede mig på den måde et dejligt Bertelsen-maleri”, fortæller Torben Rasmussen.
Han glæder sig til igen at hilse på Albert Bertelsen, der naturligvis kommer til åbningen.

Digteren, forfatteren og præsten Johannes Møllehave har ligesom Jon Bahl fuldt Albert gennem alle årene som personligt gode venner.
Møllehave blev betaget af Bertelsens Norges- og Færø-billeder med det særlige lys, som maleren fastholder i sine billeder. Malerierne er ofte i grønne dusede farver med landskabsmotiver og naivistiske personer. færøske og norske landskaber er nogle af Bertelsens favoritmotiver.
Albert Bertelsen inviterede som optakt til udstillingen Odder Kunsts udsendte på kaffe og blødt brød i sit hyggelige hus i Vejle, hvor han også har sit store atelier.
Han er som altid i godt humør og fortæller løs:
”Jeg har aldrig malet et figurbillede uden at motiverne kom fra personer fra min barndom. Mit udgangspunkt har altid været Vejle, for rødder er vigtige. Jeg husker meget fra min barndom. Åh, jeg havde sådan en dejlig barndom, siger han oog fortsætter:
”Jeg er glad for at male, og det betyder alt for mig. Det er stor glæde hver gang, der en nogen fortæller mig, at de holder af et eller flere af mine billeder. Jeg ved ikke, hvor mange billeder jeg har malet, jeg ved kun, at jeg altid har tegnet eller malet oplevelser fra mit liv. Det er det, jeg kan. Jeg kan sådan set ikke andet”, siger han med et stort smil.

Pluk fra bogen ”Portræt af ildsjælen Jon Bahl”:

”Albert Bertelsen, Vejle, er en Jon Bahls gode kunstnervenner, og han deltog i kunstnerens 90 års fødselsdag. De to har kendt hinanden i over 40 år og mødes mindst en gang om året.
Jons første Bertelsen-billede købte han i 1970. Mens han arbejdede som håndværker over hele landet, besøgte Jon tit kunstneren i Vejle, og Jons syv Albert Bertelsen-malerier er ikke til salg.
- Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet følge Bertelsens produktion, ja jeg vil tro, at jeg har set 75 procent af alle de billeder, han har malet til hr. og fru Danmark. Det har været spændende at følge hans udvikling. Bertelsen er en stor humorist”, siger Jon.

KunstVærket, Vitavej 60, 8300 Odder (ved den store skorsten) er en del af VitaPark.
Der er gratis adgang til Odder Kunsts udstillinger

Albert Bertelsen-1

Albert Bertelsen-2

Albert Bertelsen-3

Albert Bertelsen-4

Albert Bertelsen-5

Albert Bertelsen-6