Udstillingen FORTSÆTTELSE FØLGER - Birgit Gregersen
Udstillingen ”FORTSÆTTELSE FØLGER....” er åben på fredage, lørdage og søndage mellem kl. 14 og 17 til og med 15. marts. Gratis adgang. Der er fernisering fredag 28. februar 2020 kl. 16 i KunstVærket, Vitavej 60, 8300 Odder. Billedkunstneren Birgit Gregersen, Aarhus, har altid interesseret sig for kunst og arbejdet med kunst, bl.a. som lærer på Parkvejens Skole og Skovbakkeskolen i Odder, og hun stod således også i spidsen for et stort udsmykningsprojekt til 40.000 kroner på sidstnævnte skole, der forvandledes til en helt ny, anderledes, tiltalende, farverig skole. Nu er Birgit Gregersen i fuld gang med at etablere værksted på Tårbækvej i Aarhus. I 2006 startede hun sammen med andre malere kunstnergruppen ”DE ELLEVILDE”, som via fællesprojekter er inspirerer og udfordrer deltagerne, og det resulterede bl.a. i en censureret udstilling på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling. Gruppen har tillige i samarbejde med Kvindemuseet i Aarhus udgivet en kunst- og kogebog, der kan købes i boghandelen og på Aros. Birgit Gregersen arbejder med maleri, tryk og en samling af disse i en art collager for at bibeholde begge genrers egenart. Oftest i temaer, indtil der bliver behov for emneskift. Sideløbende har hun arbejdet med portrætter og haft adskillige bestillingsarbejder. Birgit Gregersen har udstillet på KS, Kunstnernes sommerudstilling i 2014 og 2016 samt på Region Midtjyllands Censurerede Efterårsudstilling i 2014. Dertil kommer udstillinger hos Silkeborg Kunstforening, Kunstforeningen Limfjorden, Dronninglund Kunstcenter og ”Banegården Kunst og Kultur Aabenraa”. Det er blevet til adskillige seperatudstillinger i kunstforeninger, gallerier, kirker, biblioteker, sygehuse og private virksomheder. |