Udstillingen InProgress

Seks østjydske kvinder udstiller i Kunstværket - Fernisering fredag den 9. oktober kl. 16.

Odder Kunst præsenterer hele seks kunstnere i den næste udstilling i Kunstværket. Det er kunstnergruppen InProgress, der blev etableret i 2017 og består af østjyske kunstnere. Udstillingen har fernisering fredag den 9. oktober kl. 16 og løber til den 25. oktober – fredage, lørdage og søndage fra kl. 14 -17.

Som navnet antyder, er InProgress en gruppe i bevægelse. En gruppe som til stadighed udvikler balancen i dens mangfoldighed. En af de ting, der gør kunstnergruppen InProgress udtryk spændende, er at medlemmerne arbejder med meget forskellige udtryk, medier og genrer. Man vil derfor, som beskuer, få et unikt indblik i et bredt udsnit af kunstneriske udtryksformer

Merete Bartholdy (grafik) siger om sin kunst at hun kan se historierne, mens andre måske ser andre historier. Det er helt ok. Men nogle gange lykkedes det også netop at kommunikere en kompleks historie til et andet menneske i et splitsekund. Det er det der er så fascinerende ved kunst.

Asse Due (keramik) har siden 1980 været betaget af lerets magiske magt. En besættelse, hun oplever som et ufravigeligt vilkår og en unik gave.Hun er optaget af at dele keramiske flader op i felter og farver. Hun sammensætter mosaiklignende mønstre og forener fantasi og materiale. Lerets muligheder er mangfoldige og metoderne at bearbejde materialet på er uendelige. Som ofte er hendes værker forbundet med en vis brugsværdi.

Rebekka Koefoed (blandform) arbejder i  koldglas- og blandform. Er en passioneret tingfinder, som inkorporerer arvestykker og genbrugsfund i sine værker. Ting som både fascinerer, vækker minder eller fastholder historier. Hendes værker består af mangeartede elementer og materialer, som hun tin-lodder sammen. I hendes univers kan alt bruge og alt lade sig gøre.

Helle Bjørnebo Neidhardt (billedkunst). Hendes kunstneriske praksis er primært baseret på foto og grafik. Naturen, livets forgængelighed og tingenes forfald er temaer, som optager hende meget og ofte går igen i værkerne. For hende er fotografiet alt andet end et kort glimt af verden. Hun ønsker beskueren føler trang til at dvæle ved billederne, hvor tiden synes fastholdt eller sat i stå.

Inge Nygaard (billedkunst). Mit formsprog er præget af abstrakte strukturer, fabulerende væsener, hvor farven får en symbolsk funktion. Jeg bevæger mig i en drømmeverden, hvor fantasien er skæbnesvanger, og derfor har både motiv og farve en helt speciel betydning i det færdige resultat.

Grete Westh (maleri, akryl). Det er stemningen i et motiv, der inspirerer hende. Det man mere fornemmer end ser. I hendes billeder finder man ro og rum for fordybelse – der understregs af hendes foretrukne farvepallette. De duchede, dæmpede farver, ofte kun brudt af en rød genstand, er med til at skabe den lidt mystiske stemning. Hun henter sine motiver i naturen, eller i tomme rum, som hun kan digte videre.

InProgres
 
InProgres
InProgres
 
InProgres
InProgres
 
InProgres