Tre Randerskunstnere, Kent Zahll, Tetsuko Matsuzuka Jensen og Per Kjærsgaard har fernisering hos Odder Kunst på en fælles udstilling i KunstVærket, Vitavej 60, 8300 Odder, Kunstnernes udtryk er meget forskellige. Kent Zahll er autodidakt, mens Tetsuko Matsuzuka Jensen og Per Kjærsgaard Jensen er uddannet på henholdsvis Osaka University of Art i Japan og Det Fynske Kunstakademi. De har fundet sammen i et værkstedsfællesskab i Randers og har mange udstillinger bag sig. Kent Zahlls underfundige figurer og objekter er for det meste skabt af dagligdags materialer, som han på forunderlig vis transformerer til noget helt nyt og anderledes. Beskueren trækker på smilebåndet, men der er alvor bag kunsten. Han opfatter sig selv som en slags digter, der prøver at skabe værker med stemningsskabende virkemidler og som fortæller en historie, der måske provokerer. Værkerne besjæles med duft, farve, overflade og erindringer. Per Kjærsgaard Jensen arbejder både med det figurative og med ”kommunikative mønstre” og skaber dermed et anderledes rum for forståelse af den verden vi lever i. Mønstre har til alle tider været integreret i brugsgenstande som bl.a. krukker, tæpper, smykker, ofte med et bestemt budskab. Han ser mønstre som et universelt sprog og ser et paradoks i at alt er forbundet, hvorfor vi burde have en større fælles forståelse for aktuelle problemer. Alligevel sker det modsatte med ”dem og os” og større ulighed. Tetsuko Matsuzuka Jensen har gennem 15 år arbejdet med monoprint. Senere udviklede hun det grafiske udtryk til sanselige skulpturelle objekter. De former, der fremkommer i hendes værker, opstår gennem et åbent sind. I processen føler hun en forbindelse til sine forfædre og det universelle. Hendes seneste værker er korte poetiske historier, illustreret med samplede fotos.
|