I den sidste weekend i november og den første weekend i december udstiller Odder Kunst sin egen kunstsamling, der nu består af mere end 75 værker.

SmedeVærket vil i den forbindelse blive viet til Sondrupmaleren Mogens Zieler, og udover at vise mange hans værker, vil vi vise de faner, som han i sin tid fremstillede til Ørting-Falling Centralskole. Ved indvielsen kom Bennie og Mogens Zieler for sent. Han påstod, at der var blevet lukket for vandet, så de i sidste øjeblik måtte vaske sig i øl, så de duftede godt, da de nåede frem…

Der er fernisage fredag 25. november 2022 kl. 16.

Udstillingen er herefter åben 26.11. og 27. 11. samt 2.12., 3.12. og 4.12. mellem kl. 14 og 17. Odder Kunst er vært ved en forfriskning Kunstsamleren og kunstkenderen Søren Benniche, Stensballe, som kendte Mogens Zieler personligt, åbner udstillingen.

Odder Kunsts udstilling med udvalgte værker fra foreningens store samling på 80 kunstværker, består bl.a. af en separatudstilling med Mogens Zieler i SmedeVærkstedet og en ophængning i KunstVærket af de sidste års erhvervede værker, bl.a. fra Hans Løfgren, Buller Hermansen, Helga Exner, Leif Mosevang, Bjarne Nielsen, Poul Jepsen. Tak til donorerne.

Zielerrummet består af 6 standarder eller faner (ud af i alt 12) – udlånt fra Odder Kommune. De 12 Standarder blev støttet af ny Carlsberg Fondet og betragtes som et af Zielers hovedværker. Desuden udstilles Zieler-værker lånt af Helge Jensen og Finn Have og et par enkelt nyerhvervede/donationer værker fra foreningens samling

Leif Mosevang
Mogens Zieler
Hans Loefgren
Leif Mosevang
Mogens Zieler
Leif Mosevang

Zielers magiske univers

Sondrup-maleren Mogens Zieler mestrede det hele,

Jon Bahl, formand for Odder Kunstsamling, skæmter ofte med, at Odder kun er 100 år bagefter Skagen, der i 1908 fik sin kunstsamling og 20 år senere sit museum. Allerede i 1970 var det på tale at oprette et kunstmuseum i Odder, fyldt med værker af Mogens Zieler, der gerne havde set sine malerier på permanent ophold i Odder.  
Med oprettelsen Kunstsamlingen i 2008 kan byen måske med 100 års forsinkelse i forhold til Skagen få et kunstmuseum med værker fra kunstnere med tilknytning til Odder. Odder Kunstsamlings første kunstudstilling handlede netop om Zieler, en af Danmarks største, flittigste og mest alsidige kunstnere.
Zieler fødtes i København 1905 og døde i 1983 78 år gammel på Odder Sygehus. I det meste af sit liv boede han i Sondrup.
Zieler indgik før sin død en aftale med Horsens Kunstmuseum, som fik en stor samling værker, og da han døde, fik museet yderligere et stort antal værker, og det har levet flot op til æren med fine, skiftende Zieler-udstillinger. Museet betalte et mindre, årligt beløb over ti år og sikrede sig dermed alle de malerier, som Odder Kommune sagde nej til.
Enkelte Zieler-malerier findes på flere større kunstmuseer, men kun Horsens Kunstmuseum har værker nok til at kunne arrangeres skiftende udstillinger.
Teknisk Skoles bygning i Odder blev ellers af Zieler udpeget som et passende sted til et Zieler-museum, men FDF, som disponerede over bygningen, ville ikke slippe den.
De fleste værker er i privateje, og en enkelt lokal samler i Odders opland har ikke mindre end et halvt hundrede Zieler-malerier og et betydeligt antal tegninger og litografier.
I alt fremstillede Zieler over 800 malerier og et ukendt antal tegninger, litografier og andre kunstværker.

Flittig og alsidig kunstner
Zieler lærte sig selv at spille sækkepibe, og han udgav endda noder til egne musikstykker for sækkepibe.Piper Zieler spillede også af og til på sin sækkepibe på gaden i Odder og i Horsens.
For vennerne og kunstsamlerne Jon Bahl og Ole Hansen var det toppen af toppen at lære Zieler at kende.
Ole Hansen mindes med stor glæde bålaftener ved atelieret i Sondrup og sankthansaftener i Sondrup Grusgrav, hvor en stribe børn fulgte Zieler i hælende, mens han håndterede sækkepiben. Mogens Zieler elskede bål i haven, og han truede flere gange med at brænde nogle bestemte oliebilleder, der stod bag en trappe i atelieret, men det lykkedes Jon og Ole at forhindre det.
Det var heldigt for nu kan billederne ses på kunstmuseet i Horsens, og de er ret gode.
Hustruen Benni Zieler var en dygtig kunsthåndværker og tillige dygtig til at lave mad. Da Mogens Zieler designede de 12 faner til Ørting-Falling Centralskoles indvielse var det Benni, der havde vævet fanerne. Det var en kæmpeindsats.
Den officielle titel er ”12 Standarder”, og værket blev støttet af ny Carlsberg Fondet.
Ved til indvielsen i 1967kom Mogens og Bennie for sent. De undskyldte sig med, at  der var blevet lukket for vandet i Sondrup, så de havde været nødt til at vaske sig i øl. Derefter agerede han professionelt og læste op af egne digte.

Flittig og produktiv
Zieler begyndte at male og tegne allerede som dreng. Han var gennem hele livet en uhyre produktiv maler og i lige så høj grad en fornem grafiker, tegner, og bogkunstner. Faktisk havde han trods megen flid svært ved at følge med efterspørgslen, så man kunne allernådigst få lov til at købe et maleri efter tre-fire års ventetid.
Mogens Zieler fik ikke ”Thorvaldsen Medallien”, måske fordi han lagde sig ud med mange kolleger, for hvem han var en stor og åbenmundet konkurrent, men han fik Eckersberg Medaillen og Ridderkorset, som han ofte luftede offentligt sammen med sækkepiben.
Kunstsamlerne Hanne og Ole Hansen, Odder, havde et meget nært forhold til ægteparret Zieler, og de besøgte ofte hinanden. Ole Hansen dumpede ind hos Zieler i 1972, da han netop skulle til at begynde på det store maleri, der hænger í hovedindgangen på Horsens Sygehus. Han erkendte blankt, at et så stort lærred kunne virke skræmmende, så kiggede han pludselig meget bestemt på Ole Hansen og sagde:
- Du skal male baggrunden. Du skal bruge sort, hvid, grå og okker. Gå i gang!
Og så ”svinede” Ole Hansen det store lærred til, som han selv udtrykker det.
Engang var Ditte, Jon, Hanne og Ole inviteret til spisning i Sondrup, men da de kom frem til hoveddøren, hang der et skilt med teksten ”Adgang forbudt, vil ikke forstyrres”.
De blev alle fire lidt paf men så dristede de sig alligevel til at banke på og blev så budt hjerteligt velkommen. Zieler elskede jokes af enhver art.
Ditte og Jon Bahl ville gerne have købt et maleri, som forestillede Zielers hest, ”Sorte Kasper”. Hesten stod opstaldet i nabolaget, og han red ofte på den. Parret fik aldrig lov til at købe billedet, der i dag til gengæld kan ses på Horsens Kunstmuseum.
Zieler sørgede meget over sin elskede hest, da det til sidst blev nødvendigt at aflive den.

Naturen
Det var temaer som den danske natur og dyrene, vilde eller tamme, der optog
Zieler mest - og kvinderne naturligvis! Zieler havde en særlig forkærlighed for heste, katte, løver og ræve. Zieler betegnede kattens øjne ”som min nøgle til dyrenes verden. I den er det hele begyndt”.
På et tidspunkt irriterede det ham, at han blev kaldt ”kattemaleren”, for da havde han såmænd kun malet 16 katte-malerier ud af flere hundrede billeder.
- Ok, hvis de vil have katte, så skal de dælme få katte, sagde han og malede så yderligere ni katte. En af hans morsomme kattetegninger viser en kat, der bruges som piberenser.
Han havde også en særlig svaghed for ræve, derfor blev det bogstaveligt taget til flere ”rævestreger”.
At male var for Zieler ganske enkelt en livsform, og han debuterede så tidligt som i 1926 på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling. Zieler omgikkes andre kendte malere med tilknytning til Odder, såsom Poul la Cour, som han havde mange filosofiske samtaler med, og i en periode arbejdede han sammen med Richard Mortensen og Odderkunstneren Ejler Bille. Han kom dog på kant med Bille og holdt sig derefter til Mortensen.
Aarhus Oliefabrik sendte Zieler en tur til Østen, bl.a. til Bali, hvor han skulle male et stort maleri til virksomheden, men så kom krigen, og det store billede blev aldrig til noget, selvom Zieler rejste derover. Til gengæld blev han meget inspireret af området og ikke mindst de dejlige, letpåklædte kvinder, der kom til at præge en stor del af hans produktion. På Bali frydede han sig over ”tusinder af vidunderbarme”.

Zielers sidste år
Zieler døde på Odder Sygehus, som han i taknemmelighed forærede et maleri. Nu hænger maleriet på Region Midtjyllands sygehus i Brædstrup. På sygehuset modtog han flere gange besøg af sognepræst Otto Nielsen og siden af provst Knud Troldborg, og de drøftede bl.a. livet efter døden, som Zieler frygtede.

Bog om Zieler
Forfatteren til denne artikel arbejdede i mange år sammen med kunstanmelderen Carl Frederik Garde på Århus Stiftstidende, der i 1969 udgav bogen ”Om lidt er alt så længe siden, en bog om Mogens Zieler”.
CF og jeg havde mange dybsindige samtaler om kunst, herunder Zieler, og eksistentielle spørgsmål, og bogen er pligtlæsning, hvis man vil vide mere om denne spændende kunstner, der uanset hvad han så og oplevede ude i verden, altid satte det hele ind i en dansk sammenhæng.
Zielers kunstneriske præstationer er så omfattende, at vi ikke kan opremse dem her men må henvise til kunst-opslagsværker og info på nettet.
Lad mig slutte historien om Mogens Zieler med et af hans digte, gengivet i overnævnte bog, hvis typografi han i øvrigt selv tilrettelagde meget professionelt.

Zieler-digt
Digtet fra november 1968 afslører, at Mogens Zieler spekulerede på, hvad der fulgte efter døden. Dem, der stod ham nær, fortæller, at han sammenlignede tilværelsen med forskellige kasser før, under og efter det fysiske liv på jorden. Han var hele sit liv meget bange for at dø, bange for at møde nogen af dem, han havde været grov over for.
Dog var han sikker på, at han også ville møde Jesus.

”Tag timeglasset – sæt det for munden
I samme Nu er tiden forsvunden
Der staar du med støvet og sandet i ganen
Solen er sunket, men straks galer hanen
og solen stiger for atter at svinde

Et øjeblik efter er Nu’et et minde
Jeg grubler af alle mine tankers kræfter:
Hvad var der før- hvad kommer efter?
Et timeglas tømt, helt ud til bunden
Saa ligger du tavs – med sandet i munden.

Jørgen Søes Hejlsvig

Formand for Odder Kunst forening & samling