Christina Rantil Smith og Lise Jensen |
|||||||||
Fernisering fredag 6. juni 2025 kl. 16 hos Odder Kunst I KunstVærket, Vitavej 60, Odder Efter ferniseringen er udstillingen åben fredage, lørdage og søndage mellem kl. 14 og 17. Christina Rantil Smith er både portrætkunstner og sognepræst med bopæl i Randlev Præstegård. Selv siger hun, at for en portrætkunstner er linoleum ikke noget oplagt medie, men det ikke desto min mindre hendes valg. Hendes stil er enkel og ikonisk med rene rolige flader med stor detaljegrad, der presser mediet helt ud til kanten. Farverne påføres med en personligt udviklet teknik, som giver værkerne et lysende, vibrerende og næsten stofligt udtryk. Alle Christina Rantil Smiths værker er unika. Trykt i hånden. På håndlavet papir. ”Det betyder, at der er mange fejltryk i sådan en proces men intet går til spilde Mine fejltryk vaskes ned, papiret opløses og genbruges til nyt papir tilsat gamle salmebøger, nodebøger, bibler m.m. Papir som så igen bliver brugt til nye, unikke linoleumstryk. Disse helt specielle særtryk markeres med en cirkel i 22 karat bladguld.” Til daglig er Christina præst i Kystpastoratet og fremhæver, at det er vigtigt, at hun som præst holder "tingene" adskilt. Alt salg af værker sker derfor udelukkende i forbindelse med udstillinger, og dem har hun to af om året. Der er ikke noget salg fra præstegården. Mere på www.christina-smith.dk Lise Jensen, Vadum, inspireres af naturens og årstidernes mange forskellige udtryk, samt glæden over livet og lyset, som hun omsætter i sine arbejder, nonfigurativt og intuitivt og siger: ”Arbejdsprocessen med et maleri kan foregå over uger, idet jeg stiler mod at opnå harmoni i billedet samtidigt med, at det appellerer til beskuerens fantasi. Jeg ønsker, at mine arbejder skal give en oplevelse af positivitet og livsglæde. Mine keramiske arbejder er unika, og er inspireret af naturens former”. Jeg arbejder både med raku, stentøj og lertøj.” Lise udstiller i kunstforeninger over hele landet og påtager sig desuden udsmykningsopgaver for virksomheder og institutioner. Mere på www.lisejensenkunst.dk
|