|
|
Aktuelle udstillinger
|

|
Skuffesager Vibeke Nørgaard Rønsbo
En udstilling på Odder Museum i samarbejde med Odder Kunst
forening & samling fra 14. oktober 2016 til 19. februar 2017
Fernisering 14. oktober kl. 15. Medlemmer af Odder Kunst er velkomne.
Vibeke Nørgaard Rønsbo er ikke en helt almindelig
kunstner. Hun har svært ved at holder sig til ét
medium, ét udtryk eller én type materialer. Hun
kalder sig selv skulptør og billedkunstner, men selv denne
brede betegnelse forekommer utilstrækkelig for en, der arbejder
med årsforbrug af kaffefiltre og som har guldbelagt et fjeld
i Norge og søsat en flaskepost i jollestørrelse.
Vibekes meget forskellige projekter og virkemidler er en gennemgående
optagethed af samtiden og især af dens dobbeltheder, som
hun kalder tankestreger. Vibeke Nørgaard Rønsbo
ønsker at bruge kunstværkerne med deres begrebsløse,
æstetiske sprog til at fremme en demokratisk meningsudveksling
og refleksion over, hvad vi mennesker egentlig er og vil med os
selv, hinanden og vores fælles verden. At rejse eksistentielle
spørgsmål om samtiden er et gennemgående træk
i værkerne. Og så er hun stærkt optaget af underlige
ting og sager. Alt det hun ser som spor efter levet liv. Ting,
som vi bruger og efterlader og glemmer på vores vej gennem
livet. Ting som kaffefiltre, brugte tuber eller gamle tasker.
Vibeke indrømmer blankt, at hun har en noget nørdet
trang til at samle underlige ting, som med tiden kan blive til
hele samlinger. Spor af levet liv fylder meget i hendes hjerte
og tanker såvel som i skufferne i hendes værksted.
Særudstillingen på Odder Museum kredser netop om begrebet
Skuffesager både som fænomen og som materiale.
Vibekes arbejdsmæssige dogme har været at aktivere
skuffernes gemmer som kunst. Kan spor efter levet liv, de underlige
ting, ja selv affald, indgå i det sublime og magiske kunstværk?
Kan værkerne rejse spørgsmål om, hvordan erindringer
opstår, og hvordan ting bliver til mindesmærker. Skuffesager
er en udstilling, der undersøger forvandlings- og forundringspotentialet
i de fysiske spor af levet liv.


Pressemeddelelse:
Løfgren - bog og udstillinger
Fernisering på kunstudstillingen Hans
og Magnus Løfgren far og søn.
lørdag 19. 11. kl. 16 i KunstVærket, Vitavej 60,
Odder.
Udstillingen varer til og med søndag 4. december 2016,
og der er åbent
Fredag, lørdag og søndag mellem kl. 14 og 17.
I forbindelse med udstillingen har foreningen
fremstillet bogen
Hans Løfgren Den franske maler i Odder
- En fortælling i tekst og billeder redigeret af Johan Kirkmand,
Hundslund.
Der hænger utallige malerier i Odder af
Hans Løfgren (ikke at forveksle med nevøen af samme
navn og som havde en grøntforretning i Rosensgade omtrent
hvor Odder Avis holder til i dag).
Mange af motiverne er bl.a. fra hans ejendom i
Rold Skov ved Odder, fra den desværre for længst nedrevne
Raupachs Gaard, Stampmøllebækken, Kærlighedsstien
ved Rathlousdal, Troldhøj, Randlev Kirke og Bjerager. Men
også Vendsyssel, Lønstrupklitterne, Bornholm, hvortil
kommer adskillige portrætter. Det blev til næsten
40 års aktivt malerliv i Odder under mottoet: Virkeligheden
er al tings prøve.
Kunstforeningen har bl.a. arrangeret udstillinger
med ham i 1972 og en mindeudstilling i 1994. Dertil kommer udstillingen
med far og søn i november-december i år. Derudover
har Hans Løfgren udstillingen på KE, Kunstnernes
Efterårsudstilling samt i Aarhus, Aalborg, Rebild og Odense.
Dog flest gange i Centralhotellet i Odder.
I bogen fortæller sønnen Hans Løfgren
om sin far, der rejste til Canada/USA og på et tidspunkt
fik kontakt til en rig dansk-amerikansk familie, der endte med
at tilbyde unge Løfgren et halvandets års ophold
på en fransk malerskole i Paris. Efter opholdet i Paris
rejse Hans til Odder, hvor han havde en bror og blev der resten
af sit liv.
Foredrag onsdag 30. nov. Kl. 19 i KunstVærket:
Magnus holder foredrag om sin og faderens kunst.
Bogen vil blive solgt i Boghandelen i Odder, ligesom
der på Odder
Bibliotek kommer en udstilling om Hans Løfgren.
Odder Kunst forening & samling tildeler foreningens
200 medlemmer et gratis eksemplar af bogen i forbindelse med ferniseringen
19. november eller senere.

|
|